V Coloris

V Coloris

29. Juli – 19.30

Felicia-Gabriela Greciuc (30.09.1989), Rumænien, obo, tog en bachelor i “Oboe Performance” ved National University of Music Bucharest og siden en kandidat på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos professor Max Artved samt Joakim Dam Thomsen, hvor hun opnåede højeste karakter ved den afsluttende eksamenskoncert. Hun er siden gået videre på DKDM’s solistlinje. Siden 2011 har Felicia været engageret i forskellige orkestre og kammerensembler, og det er lykkedes hende at vinde solostillinger i George Enescu Philharmonic Orchestra (Rumænien), Island Symfoniorkester og Esbjerg Ensemble. Senest har Felicia vundet Det Kongelige Kapels soloobokonkurrence.

Stefan Diaconu (25.09.1990), Rumænien, fløjte, færdiggjorde i juni 2017 sin kandidatuddannelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han fik undervisning af Anna Dina Bjørn-Larsen og Ulla Miilmann. Tidligere havde han taget en bachelor i “Flute Interpretation” og orkesterdirektion ved National University of Music Bucharest. Siden marts 2018 har han været kontraktansat som solofløjtenist i Lebanese Philharmonic Orchestra og er desuden regelmæssigt inviteret til at spille i Copenhagen Phil, Det Kongelige Kapel, National Symphony Orchestra of Romania og George Enescu Philharmonic Orchestra (Rumænien). Udover at spille i orkester brænder han for kammermusikprojekter, som han ofte selv organiserer og dirigerer, og hvor han ligeledes regelmæssigt benytter sine egne musikalske arrangementer.

Jonas Lyskjær Frølund (02.04.1996), Danmark, klarinet, studerer på Supérieur-konservatoriet i Paris hos Pascal Moragues, soloklarinettist i Orchestre de Paris. Derudover er han på kontrakt som soloklarinettist i Danmarks Underholdningsorkester og som alternerende soloklarinettist i Malmö Symfoniorkester. Blandt talrige kammermusikoptrædener kan fremhæves koncerter i samspil med Trio con Brio Copenhagen og Gershwin Quartet. Jonas har de seneste år opnået topplaceringer ved internationale klarinetkonkurrencer i Frankrig og Italien.

Niklas Kallsoy Mouritsen (04.10.1988), Færøerne, horn, tog sin bachelor og kandidat ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvorefter han blev optaget på Orchestre de la Suisse Romandes orkesterakademi i Genève. Som freelancemusiker arbejder Niklas regelmæssigt med de forskellige symfoniorkestre i Danmark og Malmö. I foråret 2019 er han på kontrakt i Malmö Symfoniorkester.

Alexander Grandal Hansen-Schwartz (19.12.1998), Danmark, fagot, studerer hos professor Diego Chenna ved Hochschule für Musik i Freiburg. Alexander er en passioneret kammermusiker og tager desuden del i arbejdet med at arrangere den årlige Køge KammermusikFestival. Alexander er en aktiv freelancemusiker og havde i sommeren 2018 kontrakt som alternerende solofagot i Copenhagen Phil. Han er desuden prisvinder ved forskellige internationale fagotkonkurrencer i Danmark, Sverige og USA.