Messiaen Quartet

Messiaen Quartet

6. August – 19.30

Messiaen Quartet Copenhagen er et fremstormende kammermusikensemble bestående af fire erfarne kammer-, solo- og orkestermusikere: violinist Malin William-Olsson, cellist Carl-Oscar Østerlind, pianist Kristoffer Hyldig og klarinettist Viktor Wennesz. Selvom MQC er et ungt ensemble, dannet i januar 2018, er kvartetten allerede blevet godt modtaget: MQC er blevet transmitteret af DR i P2-koncerten og har spillet på Tivolis Pinsefestival med den internationalt anerkendte stjerneviolinist Ray Chen.

Udover at gå i dybden med de eksisterende værker skrevet for ensemblets særegne besætning – klarinet, violin, cello og klaver – udforsker og udfordrer MQC hele det klassiske repertoire og skaber koncertprogrammer, der sætter forskellige tiders musik og kvartettens mangfoldige instrumentkombinationer over for hinanden. Derfor byder en koncert med MQC på både solistiske præstationer, intens
kammermusik og nye arrangementer af elskede orkesterværker.

MQC giver i 18-19 koncerter i bl.a. Tivolis Koncertsal, Østerbro Koncertforening, Varde Musikforening, Espergærde Musikforening, Haderslev Musikforening, på Bornholms Musikfestival, Fejø Festival, Ny Musik i Birkerød, Earunit og ved Søbygaardkoncerterne på Ærø.

Om musikerne:

Violinisten Malin William-Olsson har siden 2011 været ansat som koncertmester i Sveriges Radios Symfoniorkester, Stockholm. Hun har tidligere været koncertmester i Helsingborgs Symfoniorkester og er ofte gæstekoncertmester i andre af Sveriges fremmeste orkestre. Derudover er hun en flittig kammermusiker, bl.a. som medlem af Stockholm Syndrome Ensemble, i Mahler Chamber Orchestra og i Spira
Mirabilis. Hun har modtaget Svenska Musikaliska Akademiens store studielegat og var i tre år medlem af Talisker Quartet, som bl.a. vandt tredje pris i DR P2’s kammermusikkonkurrence i 2006.

Cellisten Carl-Oscar Østerlind har vundet en lang række priser bl.a. førsteprisen i Den Danske Strygerkonkurrence og DR’s Kammermusikkonkurrence samt modtaget Jacob Gades Store Legat. Han er uddannet i Stockholm, København og Los Angeles hos bl.a. Ralph Kirshbaum og Torleif Thedéen og har optrådt som solist med orkestre i Skandinavien, USA og Mexico. Carl-Oscar har været ansat som solocellist i Copenhagen Phil og Helsingborgs Symfoniorkester og er medstifter af Den Danske Strygekvartet.

Pianisten Kristoffer Hyldig debuterede i 2010 fra solistklassen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og har siden optrådt som solist med Det Kgl. Kapel i Messiaens Turangalîlasymfoni og Copenhagen Phil m.fl. Han har indspillet flere cd’er med musik af bl.a. Olivier Messiaen, Bent Sørensen og Poul Rovsing Olsen, heriblandt tre udgivet på Naxos sammen med mezzosopranen Hetna Regitze Bruun, den ene nomineret til P2-prisen. I 2009 modtog Kristoffer juryens specialpris i EU Piano Competition, og han er blevet tildelt flere priser, heriblandt Musikanmelderringens Kunstnerpris og Jakob Gades Store Legat.

Den svensk-ungarske klarinettist Viktor Wennesz er ansat som koncertmester i Den Kongelige Livgardes Musikkorps. Han er uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, spiller hyppigt i ATHELAS Sinfonietta, Esbjerg Ensemble, Det Kgl. Kapel m.fl. og optræder bl.a. i disse sammenhænge jævnligt i Danmarks Radio P2. Han har været solist bl.a. i Tivolis Koncertsal og vandt i 2007 Marco Fiorindo Internationale Kammermusikkonkurrence som medlem af blæserkvintetten Carion. I 2010 havde han debut i Carnegie Hall, og i 2012
udgav han med Ensemble Nordlys en anmelderrost CD med Olivier Messiaens “Kvartet til tidens ende”.