Bjarke Mogensen

Bjarke Mogensen startede med at spille accordeon, som syv årig. På trods af sin unge alder har han allerede markeret sig som et af sin generations største talenter på den klassiske musikscene i Danmark.

Bjarke Mogensen debuterede som solist med München symfonikerne, kun 13 år gammel, i en live udsendelse på tv kanalen ZDF med millioner af fjernseere. Han vandt guld i år 2000 samt talentpris ved Berlingske Tidendes Klassiske Musik-konkurrence, og modtog Jacob Gades legat.

2006 var Bjarke Mogensen vinder af DR2's konkurrence for unge instrumentalister, der blev fulgt på dansk Radio og TV. Bjarke er desuden blevet tildelt Børge Schrøder og Hertha Finnerups store musiklegat og Hans Kongelige Højhed Prins Henriks Fonds legat. Han var prismodtager ved internationale musikkonkurrencer i København i 1996, i Castelfidardo Italien og i Benzheim Tyskland samme år.

Bjarke Mogensen har virket som solist og kammermusiker i det meste af Europa, og har desuden optrådt sammen med verdenskendte musikere som Augustin Dumay og Marc Coppey. Derudover har Bjarke Mogensen optrådt i utallige udsendelser på TV og radio.

Bjarke studerer til dagligt på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København hos Geir Draugsvoll, og har desuden modtaget undervisning af James Crabb, Reijo Ahonen og Hugo Noth.

Bjarke Mogensen kan opleves ved kronprinseparrets besøg på Bornholm i juni og ved Skanderborg Festival i Århus til august, samt i Østerlars kirke på Bornholm også i august.


Lelo Nika

Lelo har en baggrund der er lige så varieret som den musikalske palette han repræsenterer. Af oprindelse er Lelo serbisk sigøjner; men da hans rødder er at finde i den fleretniske landsby Nikolinci 80 kilometer nordøst for Beograd, tilegnede han sig på et meget tidligt tidspunkt også den rumænske tradition. I 1970 flyttede den dengang et-årige Lelo med sine forældre til Danmark og bosatte sig i Helsingør. I dag bor Lelo med sin familie (kone og tre børn) i Malmø.

Som 5-årig fik Lelo sin første harmonika af sin far. Lelos far er selv harmonikaspiller og fra en familie der i gennem adskillige generationer har været kendt for sublim udøvelse af sigøjnermusik. Lelo er opfostret med musik i hverdagen; musik har altid været hans levemåde og en måde at kommunikere på uafhængig af situation, tid og sted og musikalske færdigheder og derfor har teknisk formåen aldrig været et mål i sig selv, men et middel til opnåelse af maksimal udtryksevne. Da Lelo var 10 år gammel, rejste faderen som var Lelos første harmonikalærer, til Jugoslavien med Lelo. Lelo tilbragte derefter 3 år i Jugoslavien med studier hos den serbiske harmonikaspiller Branimir Dokic, hvor han fordybede sig i den slaviske og den rumænske kulturtradition. Dette ophold spiller utvivlsomt en afgørende udviklingmæssig rolle i Lelos liv både som menneske og som musiker.

En anden person der har været meget vigtig for Lelo er hans fars lærer »Ionel Corneanu,« som stillede meget store krav til Lelo som ung og lærte ham betydningen af disciplin.

Lelo spiller musik fra hele Balkan, men på sin helt egen måde med basis i de bestemte grooves som er typiske for moderne sigøjnermusik. Lelo har også, siden han for seks år siden begyndte sit samarbejde med Dalia Faitelson og Bo Stief, optrådt og spillet med adskillige meget store jazznavne, bedst beskrevet ved at han har turneret med Joe Zawinul (tidligere Weather Repport). Lelos musikalske spændvidde og store anderkendelse i meget vide kredse har også bragt ham sammen med navne som TV2 og Lis Sørensen. Lelo, der to gange er hædret som »Accordion World Champion, « og som i 2003 modtog læsernes pris fra det danske tidsskrift Djembe, som årets udgivelse indenfor verdensmusik er på konstant udkig efter nye musikalske udfordringer om ikke andet så med det formål at »lære lidt mere.”


Program

J.S.Bach (1685-1750) - Toccata con Fuga BWV565 (arr. Bjarke Mogensen)
Sofia Gubaidulina (1931-) - De Profundis
Vagn Holmboe (1909-1996) - Sonate op.143a

  Allegro
  Adagio ma non troppo
  Presto
  Allegro - fuga